Ansøgning om gældssanering

Udsigtsløs stor gæld

Hvis du har så meget gæld, at “skuden er ved at gå til bunds”, kan det måske være en løsning at prøve at få gældssanering.

Hovedbetingelserne for gældssanering

Der er 3 hovedbetingelser for at kunne få gældssanering

a. Udsigtsløs stor gæld

Det betyder, at du ikke ved almindelig sparsommelighed vil være i stand til at afvikle gælden. Hvis du er i arbejde skal det normalt være en gælds på omkring kr. 300.000, hvis du er pensionist eller lignende er en mindre gæld tilstrækkelig. Men også en mindre gæld kan gældssaneres, f.eks. hvis den løbende rentetilskrivning overstiger din betalingsevne, og du ikke kan få rentetilskrivningen nedsat eller stoppet.

b. Afklarede forhold

Din livsmæssige situation skal være rimelig afklaret, fornuftig og stabil. Det betyder navnlig at du skal have en passende bolig og at du skal udnytte din arbejdsevne i forhold til dit individuelle udgangspunkt på normal måde.

Din situation skal være stabil på den måde, at det giver mening at budgettere med dine indtægter og udgifter 5 år frem i tiden.

Du skal altså ikke bo på en sofa hos en ven eller i et kælderværelse selv om det er billigt. Eller i et kæmpehus som resten af familien er flyttet fra.

Hvis du er i den arbejdsdygtige alder skal du skal således som udgangspunkt være i arbejde på dit fags normale arbejdstid. Hvis du f.eks. er alderspensionist, har fået tilkendt førtidspension eller fleksjob, vil din erhvervsmæssige situation nok også blive vurderet som stabil.

c. Gælden skal være moralsk i orden

Det er ikke al gæld, der giver grundlag for en gældssanering.

Gæld, der er opstået ved kriminalitet, ved at “snyde”/misligholde overfor det offentlige, ved hasarderet eller meget letsindig livsførelse kan således ikke forventes saneret. Det kan nyere forbrugsgæld heller ikke.

Men gæld, der er opstået ved fejlslagen erhvervsvirksomhed, eller f.eks. ved familiemæssigt forlis, tvangsauktion eller tilsvarende vil derimod være gæld, der vil kunne gældssaneres.

Fremgangsmåde

Hvis du opfylder hovedbetingelserne skal du ansøge Skifteretten om gældssanering. Det sker på et skema hvor du skal give nogle personlige oplysninger og oplysninger om din indtægt efter skat, nogle af dine beskedne faste udgifter, dine værdier og din omtrentlige gæld.

Det udfyldte skema skal tillige med bilag i form af de sidste 3 års Årsopgørelser fra Skat, de seneste 2 Forskudsopgørelser fra Skat og 3 mdr.s lønsedler indleveres til den lokale Skifteret, der hvor du bor. Find den rigtige Skifteret her.

Herefter bliver du indkaldt til et møde i Skifteretten, hvor din ansøgning bliver gennemgået. Hvis Skifteretten herefter mener, at du måske vil kunne få gældssanering  udpeger Skifteretten en medhjælper (en advokat), der på Skifterettens vegne skal hjælpe dig med at lave det nødvendige materiale til vurdering af dit ønske om gældssanering. Dette materiale består af

a.  En fortælling om hvorfor du er havnet med udsigtsløs gæld
b.  En præcis opstilling over din gæld efter kontakt med dine kreditorer
c.  Et budget for dine indtægter og udgifter de kommende 5 år
d.  Dit forslag til en sanering

Hovedreglen er, at de nettoindkomster du får hver måned, som overstiger dine beskedne faste udgifter (jf. Ansøgningsskemaet) og et rådighedsbeløb på ca. kr. 6.000 for en voksen, skal lægges til side i normalt 60 måneder (5 år) og fordeles mellem dine kreditorer i forhold til størrelsen på de enkelte gældsposter.

Fremgangsmåden i Skifteretten

Når medhjælper sammenmed dig har udarbejdet dette materiale indsendes det til Skifteretten og til dine kreditorer. Dine kreditorer indkaldes sammen med dig og medhjælper til et møde i Skifteretten hvor du skal besvare spørgsmål fra dine kreditorer.

Herefter får dine kreditorer lejlighed til at udtale sig om dit gældssaneringsforslag. Dine kreditorer må gerne udtrykke manglende opbakning til dit forslag. For det er ene og alene Skifteretten, der bestemmer om du skal have gældssanering.

Efter Skifteretten

Skifteretten træffer sin afgørelse ved en kendelse. Denne kendelse kan både af dig og af dine kreditorer indbringes til prøvelse ved landsretten inden 14 dage. Sker det ikke bliver kendelsen endelig og din gæld er så saneret. Den gæld, som du ikke skal betale er bortfaldet, og du skal så betale de forudsatte afdrag i 60 måneder i overensstemmelse med kendelsen.

Læs mere

Du kan f.eks. læse mere om gældssanering på domstolens hjemmeside.

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål om gældssanering er du velkommen til at ringe til Telefonretshjælpen på 88 44 21 10.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.