Udlejer sælger, dør eller går konkurs

Problemstilling

Det kan hænde, at der sker noget med udlejer. At han sælger ejendommen, at han dør eller at han går konkurs. Det rejser spørgsmålet om hvad der så sker med lejemålet.

Det korte svar

Intet.

Det lidt længere svar

Når der er indgået en lejekontrakt er udlejers og lejers rettigheder og pligter fastlagt. Og de forbliver gældende i hele lejeforholdets varighed. Udlejer vil have præcist de samme rettigheder og forpligtelser uanset hvem han er.

Så det betyder som udgangspunkt ikke noget for dig at udlejer skifter fra den oprindelige, som du indgik aftale med, og en senere, en køber, udlejers dødsbo eller udlejers konkursbo.

En ny udlejer kan således ikke kræve, at du skal indgå en skriftlig lejeaftale, hvis der ikke tidligere har været en, at du skal indgå en ny lejeaftale med et andet indhold, at du skal mere i leje, at du skal påtage dig videregående vedligeholdelsesforpligtelser, at du ikke længere må holde hund eller parkere i gården eller tilsvarende.

En lille undtagelse

En godtroende køber kan dog fortrænge dine lejerrettigheder, som går ud over lejelovens almindelige regler, hvis de videregående rettigheder ikke er tinglyst på ejendommen. F.eks. hvis der er aftalt uopsigelig i en periode, videregående fremlejeret eller tilsvarende.

Men hvis der ikke er tale om sådanne videregående rettigheder sker der ingen ændring ved at udlejer bliver en anden.

Kan den nye udlejer opsige dit lejemål ?

Udlejer har samme rettigheder og pligter. Han kan, ligesom den gamle udlejer, derfor opsige dit lejemål med 1 års varsel, hvis han selv vil bebo i det, og hvis det findes rimeligt ud fra en vurdering af begge parters forhold.