Om at hæfte for sin partners gæld
Hovedregel om at hæfte for partners gæld
En partner i samlivsforhold har man – enten fordi man er gift eller fordi man bare lever sammen papirløst.
Hovedreglen ved begge former for samliv er, at man ikke hæfter for den andens gæld. Man hæfter kun, hvis man har underskrevet på et skylddokument eller hvis man er blevet dømt til at betale et beløb. Og det gælder som nævnt uanset om man er gift eller ej, og uanset hvor mange år man har levet sammen. Og det gælder uanset om man i et ægteskab har lavet en Ægtepagt om særeje.
Undtagelsen er Skat
Der er i juraen som regel undtagelser til hovedreglerne. Når det drejer sig om hæftelse for partnerens gæld har Skat en undtagelse – men den gælder kun for ægtefæller.
Hvis Skat forgæves har forsøgt at gøre udlæg hos den skattepligtige selv for et personskattebeløb, kan Skat i kraft af reglen om subsidiær ægtefællehæftelse (Gældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1) foretage udlæg i ejendele og værdier tilhørende ægtefællen, hvis følgende 3 betingelser er opfyldt
- der skal forgæves være forsøgt udlæg hos den skyldige skattepligtige selv
- samlivet skal bestå på tidspunktet for det subsidiære udlæg
- gælden skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået.
Bevisproblem
Juraen er altså rimelig klar. Man hæfter kun for sin egen gæld med sine egne aktiver.
Men i praksis er problemet at afklare hvem der ejer af et bestemt aktiv.
I ethvert hjem for et par er der enten den enes ting, den andens ting eller fælles ting. Det afgørende for at bestemme hvem en ting tilhører er, om den er indbragt af den ene eller den anden af parterne, eller for hvis penge tingen er anskaffet. Havde du tingen inden I flyttede sammen, er det din, har du arvet eller fået tingen som gave under samlivet, er det din, eller er den under samlivet købt for penge fra din lønkonto, er det din. Har I fælles lønkonto, og er tingen betalt herfra, er den fælles.
Ofte vil en offentlig registrering være udtryk for ejerforholdet, i hvis navn huset er tinglyst, eller bilen registret. Men det er kun en formodningsregel, og virkeligheden kan være anderledes.
Så det vil i praksis i forbindelse med en udlægsforretning fra en kreditor i givet fald være vigtigt, at man kan bevise, hvem der er ejer af en given ting. Her er alle bevistyper brugbare. Først og fremmest dokumentbeviser, f.eks. en købsfaktura med dig som køber sammenholdt med et kontoudtog, der den samme dag viser en hævning til sælger på det pågældende beløb. Men også forklaringer fra din mormor om, at det er hende, der har foræret dig flyglet, eller gamle billeder om du før samlivet har vundet Sjællandsmesterskaberne med et bestemt surfbrædt.
Der er således god anledning til under samlivet at være opmærksom på løbende at sikre sig bevis for ejerskabet til de forskellige mere værdifulde ting i det fælles hjem.