Lejeaftalen
Normalt skal der indgås en egentlig aftale for at der kan etableres et lejeforhold om en bolig. Det vil sige at lejeaftalens 2 parter, udlejer og lejer, udtrykkeligt skal have vilje til at ville indgå en aftale om brug af husrum med hinanden. Denne aftale kaldes lejeaftalen.
Undtagelsesvis kan en lejeaftale også komme i stand ved faktiske forhold, f.eks. at en lejer flytter ind og betaler leje uden af udlejer reagerer.
Skriftlighed?
Der er i udgangspunktet ikke krav om, at en lejeaftale skal aftales skriftlig, jf. lejelovens § 11. Men hvis en af paterne, udlejer eller lejer, kræver det, skal lejeaftalen være skriftlig.
Det siges traditionelt, at mundtlige aftaler er ligeså gode som skriftlige. Det er rigtigt, men det kan være besværligt at dokumentere indholdet af en mundtlig aftale.
Ved fremleje skal der indgås en skriftlig lejeaftale, fordi udlejer skal have en kopi heraf jf. lejelovens § 157, stk. 3.
Hvordan skal en lejeaftale se ud?
Der er som nævnt ikke noget krav til, at der skal indgås en skriftlig lejeaftale, og der er ikke noget krav til, hvordan en skriftlig lejeaftale skal se ud.
I det omfang der ikke er indgået en aftale om et forhold i forbindelse med brugsretten, gælder lejelovens almindelige regler. Hvis der f.eks. ikke er indgået en skriftlig lejeaftale om hvem der skal stå for indvendig vedligeholdelse, gælder lejelovens almindelige regler herom jf. lejelovens kap. 12, hvorefter udlejer har pligten til at forestå den indvendige vedligeholdelse bortset fra til vedligeholde og nøgler og låse.
Så det er ikke nødvendigvis dårligt for en lejer, at der ikke er en skriftlig lejekontrakt.
Hvis der udarbejdes en skriftlig lejekontrakt kan den være individuel eller en standardlejekontrakt. Hvis der anvendes en standardlejekontrakt skal det være en autoriseret kontrakt, normalt Typeformular A, 10. udgave. Det, der er fortrykt i andre, f.eks. ældre, standardlejekontrakter er ugyldigt. Dog kan individuelle bestemmelse i en ellers ugyldig standardlejekontrakt godt være gyldige.